Hej baby! – farvel nattesøvn.

Det er lidt en kliché, at man ikke får sovet når baby kommer til verden, men det er en kliché med rod i virkeligheden. I hvert fald er det ikke blevet til nær så mange timer på langs for undertegnede, som der egentlig er behov for.

Det er dog langt fra alle der har samme oplevelse, har jeg erfaret. Jeg er flere gange misundeligt lyttet med, når andre forældre fortæller hvordan deres barn valgte at sove igennem allerede efter et par måneder, hvorfor de aldrig rigtig har manglet søvn. Ikke medmindre det er selvforskyldt fordi de er blevet oppe til sendt for at se Netflix, eller har festet med venner – en luksus som jeg har måtte vinke farvel til fra junior kom til verden.

Man kan altså, med andre ord, være heldig og uheldig når det kommer til søvnlotteriet. I den lodtrækning må jeg nok erkende, at jeg har trukket nitten.

Der er nemlig aldrig rigtigt ro fra hans juniorseng en hel nat, hvorfor vi nat efter nat må forlade drømmeland for at udrede problemer i rummet ved siden af.

Det kan altid blive værre

Midt i det enorme søvnoverskud som jeg har trasket rundt i i et års tid nu, tog jeg mig selv i at begå den store fejl at sige ”Det skal nok gå skat. Det kan i det mindste ikke blive meget værre”. Dumme mig, for jeg burde efterhånden have erfaret hvordan skæbnen opererer og at min udtalelse ville være hybris som vi kender det fra det gamle Grækenland.

For ganske rigtigt, så blev jeg straffet. Det gjorde vi begge, takket være mit hovmod. For det kunne nemlig blive værre – det kan det altid!

Vores søde lille dreng har nemlig fået skoldkopper og feber som resultat heraf, hvilket har gjort søvn for os alle umuligt. Vi forventer bedring snart, men her på 3. dagen maksimum et par timers søvn akkumuleret henover perioden, er det lidt svært at forblive positiv.

Nu har vi hævet hovedgærdet på hans juniorseng i håb om, at det måske kan hjælpe på snotnæsen, og så krydser vi ellers fingre for, at de kløende skoldkopper og den hede feber snart fortager sig. Dels for vores egen nattesøvns skyld, men naturligvis i endnu højere grad for hans skyld – det er jo synd for den lille stakkel.